5 væsentlige egenskaber, du ikke kan læse ud af et CV
Det siger eksperten
Jan Leschly er medlem af bestyrelsen hos A.P. Møller-Mærsk, og desuden er han tidligere professionel tennisspiller samt tidligere CEO for lægemiddelfirmaet SmithKline Beecham. Jan Leschly mener, at du bør rekruttere efter fem essentielle egenskaber, som et CV ikke kan afsløre, fordi de kun kan afkodes ved at møde ansøgerne face-to-face. Men hvad er disse fem egenskaber, som CV’et ikke kan afsløre, og hvorfor er de så vigtige? Det kan du blive meget klogere på lige her.
Fra tennisbanen til bestyrelseslokalet: Hvem er Jan Leschly?
Jan Leschly har haft en bemærkelsesværdig karriere i både tennis- og forretningsverdenen. Leschly startede sin karriere i sportsverdenen, hvor han var blandt verdens top ti dygtigste tennisspillere. Efter at have vundet massiv succes i sportsuniverset, tog Leschly en dristig beslutning om at udnytte sine mange talenter i en anden verden – nemlig i erhvervslivet.
Leschlys rejse begyndte i Novo Nordisks ledelse, og med tiden endte han i rollen som CEO for det globale farmaceutiske firma SmithKline Beecham. I løbet af sit arbejdsliv har Leschly haft fornøjelsen af at arbejde med flere tusinder af dygtige, engagerede og højtuddannede medarbejdere – som alle havde mange imponerende poster på deres CV.
Alligevel understreger Jan Leschly, at de fem vigtigste egenskaber hos disse medarbejdere ikke var blandt posterne på CV’et. Jan Leschly mener nemlig, at de fem vigtigste egenskaber, en medarbejder kan besidde i et succesfuldt virksomhedsteam, er de indre værdier:
1. Et højt energiniveau
Ifølge Leschly mærker du det øjeblikkeligt, når den rette kandidat træder ind af døren: “Jeg søger høj energi i mit ledelsesteam – her er der ingen plads til at hvile på laurbærrene eller at falde i søvn under møder.”
Medarbejdere med et godt, højt energiniveau er nøglen til succes i din virksomhed. Medarbejdere med god energi har nemlig ofte en solid drivkraft og en evne til at sprede entusiasme, engagement og proaktivitet på arbejdspladsen. Du kan genkende disse individer på deres ivrighed efter at tage fat og løse de opgaver, de møder med optimisme og gå på mod.
Energiske medarbejdere bidrager også til at skabe en positiv atmosfære på arbejdspladsen. Deres entusiasme og passion kan smitte af på andre, hvilket resulterer i et mere motiveret og produktivt team.
At finde kandidater med det rette energiniveau handler ikke bare om at finde dem, der taler højest eller arbejder hurtigst. Det handler om at identificere dem, der udviser en vedvarende ildhu for deres arbejde, og som er i stand til at bringe denne energi ind i deres opgaver og relationer på arbejdspladsen.
2. Evnen til at bringe humor ind i arbejdslivet
Er der noget værre end et ledelsesmøde uden humor? Leschly ville aldrig ansætte en person, som han ikke har haft en god latter med i løbet af jobsamtalen: “Det er vigtigt at kunne grine sammen, have det sjovt og endda græde sammen, hvis det er nødvendigt.”
En humoristisk sans er ikke kun forbeholdt stand-up komikere – det er også en værdifuld kvalitet i en professionel sammenhæng. Humor har potentiale til at transformere en arbejdsplads. Humoren kan nemlig bidrage til at lette spændinger blandt medarbejdere, forbedre teamdynamikken og skabe en mere afslappet og indbydende atmosfære. Medarbejdere, der besidder en god humoristisk sans, kan altså hjælpe med at bringe positiv energi ind i arbejdsmiljøet, øge moralen og forbedre den samlede produktivitet.
Derudover kan humor også være en indikator for en persons sociale færdigheder. En ansøger, der forstår at bruge humor passende, viser empati og evnen til at læse andre mennesker. Disse er alle vigtige kvaliteter i mennesker – og ikke mindst i medarbejdere. Professionelle netværk som LinkedIn og et effektivt rekrutteringssystem kan hjælpe dig med at identificere disse potentielle kandidater.
3. Autencitet og oprigtighed
“Vær et ordentligt menneske! Hvordan finder man ud af det? Man kan i hvert fald ikke læse det ud af hverken CV eller ansøgning. Jeg bad altid min trofaste executive assistent om at snakke lidt med kandidaten, inden han eller hun kom ind. Hvordan ville han behandle hende, og hvad ville han snakke om? Hvis min assistent kunne fortælle, at kandidaten ikke behandlede hende med samme imødekommende attitude, som han behandlede mig, så kunne han glemme alt om ansættelse.
Og hvis han ikke undervejs i samtalen med min assistent og senere med mig havde omtalt sin familie, omtalt at han havde børn og omtalt, hvor vigtigt det er at have balance i det at arbejde intenst og samtidig have et godt familieliv, så var han heller ikke interessant. Jeg har set alt for mange situationer, hvor ægteskaber bryder op og personer falder fra hinanden. Man kan ganske enkelt ikke klare sit job, hvis man ikke har ro på hjemmefronten.”
4. God dømmekraft
Et CV kan fortælle dig meget om en kandidats faglige kompetencer, men det kan ikke vise dig, hvordan de anvender disse kompetencer i praksis. Leschly understreger vigtigheden af at have solid dømmekraft i forretningssammenhænge:
“Din fremtoning til jobsamtalen er ét. At du forstår at fremstå som et match for virksomheden? Og så kan man selvfølgelig høre kandidatens vurdering af konkrete business-eksempler, og hvad han eller hun ville gøre i den eller den situation. Så man får en fornemmelse af ’judgement’.”
God dømmekraft er essentielt i erhvervslivet, da det er denne evne, der sikrer, at vi træffer de rigtige beslutninger under pres og i usikre situationer. Dette kræver både analytiske færdigheder, evnen til at forstå komplekse sammenhænge og en dygtighed til at forudse potentielle konsekvenser af forskellige handlingsmuligheder.
God dømmekraft handler om mere end bare at træffe beslutninger – det handler om at træffe de bedste beslutninger. En person med god dømmekraft kan se det større billede, tage velovervejede risici og balancere forskellige interesser for at finde den mest hensigtsmæssige løsning. Derfor er god dømmekraft vigtigt at overveje, når du rekrutterer.
5. Street smart
Du kan have ekstremt intelligente medarbejdere, der på CV’et virker som dine perfekte kandidater. Dog kan disse mennesker være ubrugelige i praksis, hvis de ikke er til at kommunikere med eller ikke kan læse et rum. Dette beskriver Leschly således:
“Du kan ansætte medarbejdere, som er ekstremt intelligente og alligevel helt ubrugelige! I har alle mødt genier, som er helt umulige i et team; jeg har altid foretrukket teamet frem for geniet. Jeg har ikke brug for en person, der kommer ind og siger: Jeg er så fantastisk. Mine medarbejdere skal ikke bare være smarte – de skal være ’streetsmarte’! Det vil sige, at de skal kunne bruge deres intellekt til at matche ind og til at sætte ind der, hvor der er behov.”
Leschly har altså erfaret, at den gode medarbejder ikke bare er book smart – men også street smart. De skal kunne bruge deres intellekt til at indgå i, og tilføre værdi til det eksisterende team.
Med disse fem kriterier skabte Jan Leschly en virksomhedskultur, der først og fremmest værdsatte teamet og holdspilleren. At finde de rette folk kræver mere end bare et blik på et CV. Derfor bør du overveje at supplere dit rekrutteringsværktøj med et effektivt rekrutteringssystem, der kan hjælpe dig med at finde de bedste talenter.